Vælg en side

Når man finder på en ny ide til f.eks. en virksomhed, et projekt eller noget andet, kan man bruge noget der hedder en SWOT analyse til at analysere ideen. Det er et af de mest brugte analyseredskaber, når det kommer til den slags ideer. Den fokuserer nemlig både på interne og eksterne faktorer, så man hurtigt kan få et overblik over de gode og dårlige sider ved ideen. SWOT er et akronym for de fire engelske ord Strengths, Weaknesses, Opportunities og Threats.

Styrker

S – strengths – fokuserer på en intern faktor. Nemlig, hvilke styrker har din virksomhed. Hvad gør din virksomhed bedre end andre lignende virksomheder på markedet? Eller hvad kan dit produkt, som ingen andre produkter kan? Det er disse karakteristika man skal bruge og optimere på.

Svagheder

W – weaknesses – fokuserer også på en intern faktor, nemlig svaghederne ved virksomheden eller produktet. Her skal man kigge på svaghederne og på hvor virksomheden falder bagud i forhold til andre på markedet. Det er godt at få øjnene op for svaghederne ved virksomheden, da man så nemmere kan få gjort noget ved svaghederne i forhold til, hvis man bare ignorerer problemet. Det er også vigtigt at man husker denne del, hvis man skal pitche sin ide, da det viser overblik og at man kender til og har tænkt over svaghederne.

Muligheder

O – opportunities – er en ydre faktor. Mulighederne for udvikling af virksomheden handler nemlig om, hvordan man kan udvikle den i det omkringliggende samfund. Er der f.eks. mulighed for en ny kundebase? Mulighederne handler om de faktorer, som virksomheden kan udnytte til sin fordel.

Trusler

T – threats – trusler er de ydre faktorer, der kan komme til at påvirke virksomheden negativt. Det er ikke faktorer, man kan styre, men det er faktorer, man kan tage højde for og forberede sig på. Dermed står man nemlig klar med en handleplan, hvis det skulle gå galt.